Kom og vær med til en hyggelig dag fyldt med motion, fællesskab og lokale oplevelser. Sennels Skole og Borgerforeningen inviterer hele lokalområdet til motionsdag med ruter for både børn og voksne.
Dagen indledes kl. 11.00 med fernisering af et nyt kunstværk ved Kunststien i Kaldallunden. Kunstværket er skabt af skolens elever i samarbejde med en professionel kunstner og markerer et spændende fælles projekt mellem kunst og lokalsamfund.
Kl. 11.30 går selve motionsløbet i gang fra skolegården på Sennels Skole. Undervejs sørger Borgerforeningen for musik og forplejning, så der er gode rammer for både aktivitet og samvær.
En aktiv og hyggelig dag, hvor vi samles om bevægelse, kultur og fællesskab i Sennels.

